Om forventninger og virkelighed

Nu har vi været forældre i snart halvanden måned. Det er ikke ret lang tid, men alligevel mere end nok til at man lærer en del om sig selv som person og som par.

Så hvordan er det så, det der med at blive forældre?

Først og fremmest havde jeg en forestilling om – faktisk var jeg rædselsslagen for, at jeg ville blive en hønemor. Jeg var bange for at jeg ikke ville have tillid til at Mathias kunne finde ud af at made en baby, skifte en ble eller huske at støtte hovedet godt nok. Jeg forestillede mig højtråbende diskussioner og vilde skænderier, og at jeg ville ende med at føle mig som verdens mest irriterende kone. Jeg tror – nej, jeg ved, at Mathias tænkte det samme. Men da det kom til stykket var bare slet ikke sådan det blev.

Mathias håndterer Nohr som om han aldrig har lavet andet, i hvert fald efter de første par dages usikkerhed var overstået, og det er bare skønt at se. Til gengæld er det endt med, at det er ham som er blevet en hønefar.
Hele den første uge gik med, at amningen nok ikke helt fungerede. Var jeg nu sikker på at han fik nok at spise? Lod jeg ham nu spise ofte og længe nok? Havde drengen nu ordentlig fat i brystet? (Hertil skal det siges, at vi stadig ikke havde hørt Nohr skrige ret lang tid ad gangen – med andre ord, så havde drengen det som blommen i et lille æg). Først da sundhedsplejersken kom på besøg, var Mathias overbevist om at Nohr og jeg havde styr på spise situationen. Det er bare ét eksempel ud af hvad føles som flere hundrede. Mathias griner selv af, hvor meget rollerne er blevet forbyttet i forhold til forventningerne, men han har stadig svært ved ikke lige at tjekke om jeg nu gør alting rigtigt.

Jeg har da også haft mine bekymringer. Men jeg bliver ikke helt panisk hvis drengen skriger når han ligger hos bedsteforældrene og jeg ikke lige er i rummet. Han er jo i gode, kompetente hænder. De har da opfostret os, og det er jo gået meget godt, hvis jeg selv skal sige det.

Mine bekymringer har mere handlet om sygdom end om hans trivsel. Det startede med at jeg havde feber i 14 dag af Nohrs første tre uger. Jeg var rædselsslagen for at smitte ham. Tænk hvis en så lille fyr skulle blive syg. Det skete dog heldigvis ikke. Dernæst havde han en smule gulsot, som ikke så ud til at gå væk, og han måtte have taget nogle blodprøver. Jeg vidste godt at der ikke var noget alvorligt, men havde det alligevel ret skidt med at der måske var noget galt med mit barn, som ellers var blevet rost til skyerne på sygehuset. Men det endte også med at gå i sig selv.

Den første tid har også budt på en del overraskelser.

Jeg var meget overrasket over hvor overvældet jeg var af følelserne i starten. Man er jo mor HELE TIDEN. Det vidste jeg selvfølgelig godt på forhånd, men jeg blev bare rimelig overrasket over hvor udmattende det egentlig er at være SÅ forelsket i det lille væsen altid, hele tiden.

Det som overraskede Mathias var, at alle de bæ-bleer egentlig kunne gøres til noget hyggeligt. Han havde forventet at det ville blive den sureste pligt, hvor jeg tænkte at det da måtte blive en befrielse at skifte ble på en baby, i stedet for voksne mennesker som han er vant til på sit arbejde. Desuden blev han overrasket over hvor meget gylp sådan en lille mand kan producere og efterfølgende spytte ud, både i tide og utide. Ligesom det har overrasket ham hvor gode babyer er til at vente med at tisse til de har fået bleen af. Der havde jeg da en fordel ved at have passet en del småbørn i min teenage tid så jeg havde nogen øvelse i at undgå strålen.

Hele forældre rollen har egentligt faldet os begge to ret naturligt, og vi har da også haft en skøn start på det hele, med et nemt og trygt barn, som bare følger med – medmindre altså han er sulten. Så er det en heeelt anden historie!