Jeg er desværre blevet ramt af en god omgang skriveblokade, og det er der egentligt mange grunde til.
Først og fremmest er jeg bare totalt ideforladt. Aner ikke hvad jeg skal skrive om. Inspirationen er der ligesom bare ikke. Jeg kunne selvfølgelig skrive en helt masse om Nohr, men det har jeg heller ikke lyst til. Han stortrives som altid, og er i en udvikling der er helt uhyggelig at skulle følge med. Det er så dejligt at se, og så let at skrive om. Men bloggen handler ikke om ham. Den handler om mig og mit liv, og det er han selvfølgelig en del af, men det skal ikke ende ud i, at jeg skriver en masse personlige ting om ham, som han ikke selv er herre over, bare fordi det er let, og fordi det er noget at det som trækker aller flest læsere til.
Udover mine manglende ideer, går jeg også og tumler med en masse tanker om hvad fremtiden skal bringe for vores lille familie, og især for mig. Jeg har nemlig kun et halvt år tilbage af min uddannelse når jeg vender tilbage, og derfra ved ingen hvad der vil ske. Alt dette skal der nok komme mere om senere, jeg skal bare selv have det lidt mere på plads inden. Nogle af de forandringer der kommer til at ske ligger skræmmende tæt på. Mathias skal nemlig tilbage til virkeligheden i næste uge, og så er det altså bare Nohr og jeg der skal til at finde ud af hverdagen selv.
Alt i alt så ved jeg ikke helt hvor bloggen bevæger sig hen for tiden, men mon ikke skrivekløen rammer mig igen lige om lidt. Jeg ved godt med mig selv at jeg ikke kan holde op med at skrive.
Troede I lige at bloggen var gået helt i stå? Så kan I godt tro om igen! Vi har bare holdt en dejlig lang weekend herhjemme! Nohr er simpelthen blevet så dygtig til så mange ting, så weekenden har stået på max hygge med ham!
Han har længe været god til at holde fast i ting, men det der med at proppe dem ind i munden har været lidt af en kode af knække. Den har han så knækket nu. Bolden på billedet er favorit legetøjet, i hvert fald når det skal proppes i munden. Han er begyndt at smile når han ligger på maven – altså hvis vi er heldige, det er dog store fremskridt i forhold til før hvor han næsten skreg bare vi nævnte at han skulle om på maven. Han er også begyndt at lægge an til at svinge benene til siden så han kan vende sig, glæder mig til at se om han regner den ud snart.
Sidst men ikke mindst er han begyndt at hive sig op i armene når man tager fat i hans hænder. Hvis det går rigtig godt med at hive sig op, så kan man lige få fat i mors finger med munden, og så er det virkelig en succes.
Det er så sjovt hver gang han lærer noget nyt, jeg glæder mig så meget til at se ham lære en masse mere, og der er jo ikke så lidt at tage fat i når man kun er tre måneder gammel!
Lige nu er drengen gået kold i sin fars arme. Sådan en dag med leg og hygge bliver man altså godt træt af.
Nåh ja! Der er kommet gang i Nohrs mave igen. Hvilket er en rigtig god ting, hvis ellers bare bleerne kunne følge med… Siden der kom gang i maven har han bare ikke sovet ligeså godt som han har gjort siden før jul. Jeg frygter lidt at vi skal til at op hver nat igen? Ved godt at det er overdrevent luksus med et barn der sover igennem hver nat, men derfor kan man vel godt savne det når han holder op?
Håber I allesammen har en god mandag! – Hvis I vil have meget mere babyspam, så er det bare med at komme over på Instagram, @mellemhimmelogmor, hvor Nohr er yderst aktiv!
I dag startede som en dårlig dag. (Den her historie starter med en masse brok, men jeg lover at det ender godt hvis I læser hele vejen) Nohr var pjevset hele i går aftes efter sin vaccine, og trætheden sad stadig i mig efter det, da jeg vågnede i morges. Hele morgenen stod på irritationsmomenter, som en telefon der ikke virkede, ting der var væk og en tandlægetid som jeg bare ikke orkede, bare for at nævne få. Det er ellers sjældent jeg starter en dag i dårligt humør, det er livet simpelthen for kort til.
Som jeg gik afsted til mødregruppe, rasede jeg over både de ting der gik mig på, men også over at jeg skulle være i dårligt humør. Virkelig en ond cirkel skulle jeg hilse at sige. Heldigvis hjalp det på humøret at komme op til en flok skønne mødre og lækre babyer. Skide irriterende at jeg skulle gå tidligt for at nå den dumme tandlægeaftale, som for øvrigt allerede var blevet udskudt to gange.
Jeg travede hjemad for at aflevere Nohr, så jeg slap for at tænke på ham mens jeg lå i stolen, og steg derefter ind i en proppet bus, for at deltage i den altid deprimerende stemning der nu er i en bybus når folk er på vej hjem fra arbejde.
Ude på tandlægeklinikken bliver jeg mødt af et kamerahold, så åbenbart var ved at lave et indslag om afdelingen. Fandme nej! Jeg skal ikke nyde noget af at sidde i baggrunden i et indslag i regionalnyhederne i aften, ikke i det humør i hvertfald. Heldigvis filmede kameraet aldrig i min retning, så det var da en god ting.
Efter lang tids venten kom blev jeg hentet af en sød klinikassistent, som førte mig ind til den altid søde tandlæge.
Og det var der magien startede.
De kunne se i min journal at jeg havde været indlagt med Nohr, og spurgte ind til – ikke Nohrs helbred – men til om det ikke havde været hårdt, og om det ikke stadig var det, da de havde hørt at hans mave stadig ikke er i orden. Hvor var det bare skønt at få lov til at sige: JA, DET ER PISSE HÅRDT (og møg irriterende) NÅR ENS BARN ER SYGT! I stedet for: Ja det er synd for det lille pus. Det skal der da ikke være nogen tvivl om at det er, bevares, men den sætning er blevet sagt rigtig mange gange det sidste stykke tid.
Derefter fik jeg lov til at lægge mig ned i en behagelig stol, som jeg ikke måtte rejse mig fra de næste tre kvarter. Der var ikke nogen baby som kunne få brug for mig de næste tre kvarter, ingen mand der lige skulle spørge om noget, blogindlæg der ville skrives eller opvask der kaldte. Det var fuldstændig fantastisk! Bare ro! Glemte helt at lægge mærke til at der var to mennesker som rodede mig i munden hele tiden. Det var bedre end nogen wellness oplevelse jeg nogensinde har haft!
Næste gang jeg skal til tandlæge vil jeg glæde mig!
Mor her vendte hjem med fornyet energi, og Nohr havde sovet al den tid jeg havde været væk, så han var frisk og lækker. Resten af eftermiddagen brugte vi på at lege og læse bog, som han var vildt optaget af. Så vi endte faktisk med at leve lykkeligt til dagens ende!
Imorgen tager vi hul på en ny dag, som jeg har planer om at starte med højt humør og mere hygge med mand og baby!
Det var så historien om hvordan tandlægen reddede min dag!
Så kom dagen jeg havde frygtet, 3 måneders vaccinationen. Ikke fordi jeg er bange for selve vaccinationen, men fordi der er en risiko for at vi skal have et barn med feber en gang til. Heldigvis har han ikke reageret endnu, så jeg håber at det fortsætter sådan.
Vaccinen bestod af to sprøjter, én i hvert lår. Den første opdagede han slet ikke at han fik, og jeg nåede lige at blive imponeret over den lille gut. Få sekunder senere brød helved løs inde i Nohr, da han fik den anden sprøjte. På et splitsekund blev han knaldrød i hovedet og stak i et skrig, så hele lægehuset var klar over at han ikke var med på at blive vaccineret. Han faldt heldigvis hurtigt ned igen, men stadig med en dybt utilfreds ansigtsudtryk, mens tårene trillede ned af hans tykke kinder. Han så nu ret så nuttet ud med de meget bestemte øjne og nedadvendte mundvige. Rigtig baby-utilfreds.
To sekunder efter landede han på lægens puslebord, og så var alt glemt. Så alt i alt var det nu en meget god oplevelse. Det er vel fair nok at skælde ud når fremmede mennesker bare kommer der og stikker i en.
Inden lægebesøget havde vi besøg af sundhedsplejersken, som synes at Nohr er lige som han skal være. Det vidste vi selvfølgelig godt, men der kommer da ingen klager herfra.
Nohr udvikler sig med lynets hast lige nu (som om han ikke har gjort det hele tiden). Han bliver bedre og bedre til at bruge sine hænder, på trods af at han stadig ikke helt har fået øje på dem. Det er sgu sjovt at sidde og se på de ihærdige forsøg på at udføre noget som helst med de små ukoordinerede arme.
I morgen skal vi en tur i mødregruppe. Det glæder vi os til, for det er en måned siden vi sidst har været med. Først kom en indlæggelse i vejen, så jul og nytår. Det bliver dejligt at få noget der minder om en hverdag igen.
Nu vil vi lægge os og putte på sofaen med god samvittighed, aftensmaden står nemlig på rester fra i går. God aften til alle!
Efter Nohr har været syg, har hans mave haft ret så svært ved at fungere igen! Det har resulteret i uhyggelige mængder af gylp i tide og utide. Dette har videre hen resulteret i uanede mængder at velmenende, gode råd fra andre forældre. OG JEG ER VED AT BLIVE SINDSYG!!! Jeg tror ikke at vi har fået et eneste råd, som vi ikke har prøvet og konstateret var noget hø! I hvert fald i dette tilfælde.
Udover mængderne af gylp, får Nohr også mere og mere ondt i maven for hver dag der går, og græder derfor også mere end han har gjort før. Det er skide hårdt, og mor er træt!
Pt. prøver vi med lactulose, efter lægens råd, og det har også fået hul igennem til bleen, men der kommer desværre stadig ligeså meget gylp! Det er altså ikke super let når man ikke har egen vaskemaskine, og skal vente på at alle andre i bygningen også har reserveret vask, så vores garderober bliver virkelig brugt til fulde. Der er ikke noget tøj der ligger bagerst i skabet og mørner i hvert fald.
Det meste af tiden er Nohr heldigvis stadig en glad dreng, og han bliver mere og mere optaget af sit legetøj. Det er så sjovt at se ham lege, og så meget lettere når vi lige skal bruge begge hænder fri i to minutter.
Nu glæder vi os bare til sundhedsplejersken kommer i morgen, og håber at hun har noget brugbart at byde ind med, så vi kan få løst gylpesituationen..
Det blev lidt klamt herfra, men det er altså lige hvad der fylder i det lille hjem for tiden.