Nohr er gået i stå midt i at vende sig om på ryggen

I skrivende stund sidder jeg på bagædet af svigerfars bil. Radioen pumper P3 ud i luften, snakken går lystigt mellem Birgitte og hendes søster på forsædet, og ved siden af mig sidder Nohr godt tøjret i sin autostol og snorker lige så stille. Turen går hjem til mormor og morfar, og en forlænget weekend i (sviger)familiens skød. Mine forældre bor også kort derfra (skønt da jeg var en forelsket teenage dreng som kun havde min cykel til at fragte mig til min første rigtige kæreste), så mon ikke vi ser noget til dem her i weekenden. Alt i alt er det den rene idyl der står mig i vente, hvor andre laver maden, en magisk maskine tager opvasken, og der står altid nogen klar til at lege med Nohr hvis Far lige trænger til at slappe af. Men ude i horisonten samler de mørke skyer sig – der er en storm på vej, og i stedet for Bodil eller Egon hedder den Virkelighed.

På mandag er der semesterstart, og så skal Far tilbage på skolebænken. 5 dage om ugen fra 8-16, det kalder jeg fandme en hård start! Jeg havde eksamen engang i juni sidste år, og siden da har jeg levet det søde barselsliv og været med til de sidste måneder af graviditeten og de første 4 måneder af Nohrs liv. Mit fuldtidsjob har været at være en god mand, en god far, og omstille mig til mit nye liv med barn, og det har været så skønt. Birgitte, Nohr, og jeg har bare slappet af og nydt livet og virkelig lært hinanden at kende. Jeg har sgu tit haft ondt af de stakkels fædre som har været tvunget tilbage på arbejde allerede to uger efter de har fået en baby. De når sgu knap nok at finde ud af hvad der er hoved og røv på det lille kræ, og så skal de ud og være normale voksne mennesker igen. Jeg har følt mig utroligt priveligeret ved at jeg har kunnet smide alt mit ansvar på gulvet i et halvt år og hellige mig selv baby-snak og ble-røve, men nu er det på tide at blive voksen igen og vende tilbage til livet.

Ærligt talt tror jeg det bliver pisse hårdt. Det er jo det meste af Nohrs vågne tid jeg kommer til at være væk, så en masse af hans udvikling kommer jeg kun til at opleve i det daglige resumé jeg får når jeg kommer hjem. Jeg har hørt at børn på Nohrs alder får en periode hvor det kun er mor der dur fordi hun er den der går hjemme hele dagen, og jeg gruer at sidde med en skrigende baby som kun vil have sin mor. Indtil videre har jeg jo været lige så god som Mor på alle områder. En del af mig glæder sig til at komme i gang igen, og komme ud blandt voksne mennesker og bruge hjernen igen, men samtidig har jeg også lyst til at blive permanent hjemmegående Far og bruge resten af mit liv på at lege og hygge med Nohr. Men tror sgu ikke jeg kan betale huslejen med babylatter og gode stunder, så jeg må vel ud og leje store stærke forsørger så Mor og Nohr kan nyde den sidste barsel sammen.

Min barsel har været en utrolig måde at begynde mit liv som Far på. Men lige om et par minutter trækker bilen ind i svigerfars indkørsel, så jeg vil slutte herfra, tage Nohr på armen og Birgitte under den anden arm, og så nyde min sidste weekend som en fri mand inden hverdagen synker kløerne i mig igen.

Jeg håber I alle får en fantastisk weekend. Vi ses igen på den anden side.

– Far

P.s. Nohr har vendt sig fra mave til ryg første gang i dag! Han er bare helt vildt sej!

Far optræder for et tryllebundet publikum

Jeg har altid opfattet mig selv som en meget musikalsk person. Altså ikke sådan på den måde man normalt mener når man siger musikalsk. Jeg kan ikke spille nogen instrumenter (selv om jeg cirka en gang om året har store planer om at NU skal jeg altså lære det!), jeg kan ikke det der minder om godt gehør og kan ikke kende forskel på tonerne, og når jeg synger så er det vidst kun mig som nyder det. Men jeg elsker at synge! Jeg synger hele dagen, tilfældige linjer eller vers som lige falder mig ind, og jeg synger dem højt og med fuld indlevelse – og jeg lover jer, det lyder fuldstændig fantastisk i mit eget hoved. Det eneste jeg elsker mere end at synge er at fløjte. Eller det fortæller folk mig i hvert fald.
Jeg er vokset op med en far som er 2 dele menneske og 1 del sanglærke, så huset har altid været fuldt af fløjteri. Lige fra han kom hjem fra arbejde til han gik i seng om aftenen var der en næsten uafbrudt koncert fra min far, fyldt med evergreens og diverse pop/rock numre fra dengang far var dreng. Jeg har altid elsket det, selv om jeg måske udtrykte anderledes i mine sure teenageår, for det giver sgu en god stemning i huset når far hele tiden udtrykker hvor glad han er. Og den vane har jeg taget til mig. Åbenbart. Jeg lægger sgu ikke selv mærke til det, men Birgitte (og flere af mine venner og studiekammerater) fortæller mig at jeg fløjter så snart der er stilhed. Nogen gange er det da bevidst at jeg beriger folkene omkring mig med mit enorme musikalske talent, men tit lægger jeg ikke selv mærke til det før nogen gør mig opmærksom på det.

Så jeg kalder mig selv musikalsk. Nu er Nohr og Birgitte begyndt til baby-salmesang, så jeg glæder mig til vi skal være en regulær Von Trapp Familie og gå hånd i hånd i mindeparken mens vi i kor synger “Det er sommer det er sol og det er søndag”, og nyder dagen på den der måde som kun folk i gamle danske film forstår at gøre det. Jeg gør i hvert fald mit for at Nohr skal bo i et hjem fuld af sang og glade dage. Den anden aften var han godt gnaven og gad ikke rigtig andet end at råbe og skrige, så jeg placerede ham i højstolen og hev ham med ud i køkkenet så han kunne hjælpe mig med at lave mad. Det er altså for fuld musik når jeg laver mad. Jeg springer rundt, hopper og danser, og i den halve time det tager at smække maden sammen er jeg Freddie Mercury, Michael Jackson, og Kanye West rullet sammen til en person – med telefonen som band, grydeskeen som mikrofon og Nohr som mit tvungne publikum. Og selv om min optræden nok ikke ville sælge mange biletter så var Nohr helt tosset med det. Han smilede og grinede, og kiggede spændt og afventende når der var pause mellem sangene. Han sang endda med da Led Zeppelin kastede sig ud i et break fyldt med “uuh” og “aah” lyde – der var far sgu stolt over sin lille rockstjerne.

Så jeg gør mit for at Nohr selv skal blive glad for musik, og måske også endda begynde at fløjte med en dag. Min eneste bekymring er, at jeg nok er nødt til at skifte sex, drugs and rock’n’roll med ud med Lille Peter Edderkop og Se Den Lille Kattekilling når Nohr bliver gammel nok til at forstå. Ville sgu være lidt træls hvis Nohrs første ord blev fra en af de mindre børnevenlige sange i mit repertoire, som kommer frem når jeg er i mit Gangster Rapper humør. Men indtil den tid skruer jeg bare op for radioen og skråler med på alle de sange jeg kan og ikke kan.

God weekend til jer, vi ses igen næste uge.
– Far

Nyt år, ny blog, samme gamle far. Jeg vil gerne starte med at sige tak til alle dem som læser med hver uge, både de nye læsere og alle dem som har fulgt med over fra vores gamle adresse. Det er super fedt at I vil læse med alle sammen.

Nå, nok om det. Efter en ufattelig lang juleferie med indlæggelse, barnedåb, jul, og nytår hvor vi har boet hjemme hos Birgittes forældre i 3 uger er vi endelig hjemme i Århus igen, og er alle tre ved at falde til i hverdagen igen. Birgitte og Nohr var til mødregruppe i onsdags. Jeg eeeeelsker når de mødes med mødregruppen, for det betyder at jeg har flere TIMER for mig selv hvor jeg kan lave lige hvad jeg vil! Kun fantasien sætter grænser for hvad sådan en onsdag formiddag kan bruges på, og selv om der er uendelige muligheder for hvad jeg kan foretage mig ender det altid med at jeg bliver 10 år yngre og bare spiller PlayStation indtil jeg pludselig bliver vækket af dørtelefonen (“Kommer du ikke ned og hjælper med at slæbe ting op?”) og transformeres til en voksen mand og far igen. Efter sådan en halv dag alene hjemme føler jeg mig som født på ny, og så er jeg bare klar til at være super engageret og kærlig over for både kone og barn igen.

I onsdags da Birgitte kom hjem blev jeg dog ramt af den grummeste præstation angst. Altså på Nohrs vegne. Babyerne i mødregruppen kan alt muligt! Den ene af dem har endda fundet sine hænder og stopper legetøj i munden! Bevares, Nohr er da lige på grænsen af at opdage at de hænder der flyver rundt og banker til alt hans legetøj egentlig tilhører ham – han piller ved dem og sutter på tommelfinger så entusiastisk at man skulle tro han fik penge for det. Men det var som om at jeg glemte alt det Nohr kan og alt det han er god til da jeg hørte om alle de andre babyer, og så gik der en fanden i mig. Det kan sgu ikke passe at der er nogen som kan mere end MIN dreng! Så mig og drengen røg direkte ned på legetæppet til en intensiv daddy-bootcamp hvor han blev vippet, rullet, trillet, hoppet, lagt på maven, og på alle andre måde motorisk stimuleret. Nohr synes heldigvis at fars desperate trænings-program var hyleskægt, så vi havde det sjovt hele vejen igennem, og da han var ved at få nok kom hans mor heldigvis og reddede ham så de to kunne hygge sammen med en bog.

Min angst for at Nohr ikke er lige så klog som de andre babyer var heldigvis midlertidig, men jeg synes stadig det er stressende at læse bøger om børns udvikling eller høre historier fra folk med børn i samme alder. Det er utroligt svært ikke at sammenligne Nohrs udvikling med andre, lige meget hvor mange gange min mor, eller Birgitte, eller sundhedsplejersken fortæller mig at alle børn lærer tingene forskelligt. Det er vel en form for præstations angst. Nohr er perfekt i mine øjne, så derfor skal alle andre også synes det. Jeg ved at han er godt med, og kan alt det som en dreng i hans alder skal kunne, men jeg tror jeg har en forventning om at han helst skal være et par skridt foran i sin udvikling, lige meget hvor urimeligt det så end er at forvente. Og det bunder nok i mine egne høje forventninger til mig selv, som også til tider er vokset mig over hovedet og har gjort livet rigtig surt for mig. Jeg har ikke lyst til at lægge pres på Nohr til altid at skulle være bedst til alting, det er ikke sådan man får et glad barn. Det er noget jeg skal arbejde med inden i mig selv, og jeg synes også at jeg har styr på det for det meste, men engang imellem titter usikkerheden frem, og så er det lidt svært at få den tøjlet igen.
Men Nohr er fuldkommen perfekt som han er. Han smiler og griner, og griber efter legetøj og kæmper som en rigtig champ med at få styr på det kæmpe hoved han har fået sat oven på sine forholdsvis små smalle skuldre, og jeg elsker ham over alt på jorden.

Puha, det blev godt nok lidt tung der til sidst. Jeg håber I kunne holde det ud. Nu vil jeg kaste mig ned på sofaen sammen med Birgitte og bebsen og så bare råhygge resten af aftenen. I morgen har jeg igen hele formiddagen for mig selv, og så står den sgu i drengerøvens tegn. For helvede jeg glæder mig.

I må have en god weekend alle sammen, og så håber jeg vi ses igen på næste torsdag
-Far

Godt nytår fra os alle 3!

Et år er gået, og et nyt begynder. Præcis som det plejer. Jeg har fået kæmpet mig fra sofaen, og føler mig nu endelig i stand til at kunne formulere mig nogenlunde fornuftigt og forståeligt. Jeg ville egentlig gerne have holdt talen live på TV, men DR har ikke svaret på mine e-mails, så det må blive næste nytår.

2014 var noget nær det bedste år jeg har haft. Når jeg kigger mig over skulderen og ser alle de gode minder som året bragte mig, bliver jeg helt varm og glad indeni. 2013 sluttede på et højdepunkt, da årets klimaks kom i december, da Birgitte og jeg besluttede at vi skulle da have os en af de der babyer, og den gode stemning fortsatte direkte ind i nytåret, og så var tonen for 2014 ligesom sat. Allerede i februar stod vi med en positiv graviditets-test, og der gik min verden under. På en god måde. Ikke som en dommedags film med vulkaner, jordskælv, og lynnedslag, men nærmere som om jeg blev vendt om, og fandt ud af at jeg havde stået på hovedet hele mit liv, og nu skulle lære at forstå verdenen på ny. Det første stykke tid efter Birgitte var blevet gravid gik med at jeg vidst ikke rigtig havde fattet det endnu. Jeg fortsatte som jeg plejede, og fortrængte lidt at mit liv havde ændret sig helt uigenkaldeligt. Men der gik nu ikke lang tid før realiteten bundfældede sig hos mig, og derefter tog jeg det lynhurtigt til mig at jeg skulle være far.

Mens jeg gik og forestillede mig hvordan det nu skulle blive at være far, var jeg i praktik på mit studie. Det var første gang at jeg var ude og snuse til hvad det vil sige egentlig at være læge. 8 uger på fuldtid på Horsens Sygehus, og det var en helt igennem vild oplevelse, og et kæmpe reality-check, som også virkelig fik hamret det ind i hovedet på mig at jeg slet ikke anede hvad det i virkeligheden betyder at være læge. Så hele mit forår og min sommer gik på at justere mit verdensbillede – både i forhold til mit privat liv, og mit kommende professionelle liv. Et par store omvæltninger synes jeg selv, men det var alligevel en fantastisk tid. Birgittes graviditet var hård til tider, og der var masser af smerter, bekymringer, og trøste-chokolade – men når jeg ser tilbage på det sidste år falder alt det i baggrunden, og alle de gode ting står helt klare, og efterlader mig med et indtryk af en skøn graviditet, hvor vi nød vores sidste tid som bare os to, og var mere kvalmende forelskede end nogensinde før. Forårets forelskelse kulminerede da også med at vi blev gift i maj så vi rigtig kunne tvære det op i folks ansigter hvor fedt det er at være unge, forelskede, og gravide. Det var en lækker følelse at lave post-bryllup facebook-opslaget.

Efter jeg så havde brugt hele året på at finde ud af finde ud af hvem jeg mon er som ægtemand, læge, og kommende far fik jeg endnu engang vendt min verden på hovedet da Birgitte pludselig besluttede sig for at nu gad hun ikke være gravid mere! Hun spurgte ikke engang om jeg var klar! Meget ubetænksomt synes jeg! Sim-sala-bim, så var jeg pludselig nogens far, og alt det arbejde jeg havde lagt i at lære mig selv at kende på ny var totalt spildt, for nu var jeg pludselig en helt anden person igen-igen. Og efterhånden som jeg så har lært den her nye mig at kende, har jeg besluttet at jeg nok er blevet mit yndlings-jeg efter jeg er blevet far. Det er sgu lige noget for mig synes jeg. Årets sidste måneder er gået med at finde ud af hvem jeg er som far, hvem Birgitte er som mor, og hvad Nohr egentlig er for en fisk. Og han er en god fisk, ja han er faktisk et stjerneskud med ekstra rejer så god er han en fisk. Men alt det om Nohr ved I jo godt, og jeg lover at der nok skal komme masser mere af ham resten af året.

Det var min nytårstale. Året der gik for mig, i store træk. Den handlede mindre om verdens situationen end jeg først havde regnet med, men jeg har sgu også haft lidt svært ved at følge med i hvad der sker ude i resten af universet, når jeg har været så opslugt af min baby-rus. Jeg håber at I alle sammen har haft en god og sikker nytårsaften, sammen med familie og venner, og at mit lille indlæg kan fungere som en trøst oven i tømmermændende.

Jeg håber vi kommer til at ses mange gange i det kommende år,
Gud Velsigne Danmark.

Dr. Far udøver medicin, og børnepanodil smager som slik!

Den anden dag var vi alle 3 på besøg hos mine forældre. Efter maden og en 3-4 glas rødvin smed vi os på sofaen, og mens min fars øjne blev blanke og fjerne, og han forsvandt ind i fodboldens verden (Bayern München måske?) fik vi snakket med min mor om Nohrs trivsel. Og der blev pralet for fulde gardiner om hvor godt han sover, hvor godt han spiser, hvor godt han skider – alle de ting som vi andre egentlig er meget bedre til end ham, men det føles lidt som en unfair sammenligning, så vi roser stadig drengen. Midt i vores mindre ydmyge tale fik jeg da også sagt “Vi har sgu ikke engang været til vagtlæge endnu! Vi er totalt cool og rolige forældre, og Nohr er verdens nemmeste baby!”

Hybris, (græsk ‘vold, overgreb, overmod’), et vigtigt begreb i den oldgræske forestilling om, at mennesket ved at overskride en usynlig grænse (“begå hybris”) pådrager sig nemesis, gudernes gengældelse.

Så der gik et par dage hvor vi bor hos Birgittes forældre for at starte juleferien tidligt. Nohr er godt nok lidt snottet og hoster en smule, men jeg nægter at lade lidt snot overskygge julehyggen, så jeg slår det hen og ignorerer at der er noget galt. Sent mandag aften får Birgitte mig dog overtalt til at ringe til vagtlægen, selv om jeg i min evige bedrevidenhed hårdnakket slår fast at alting er bedre i morgen. Så fordi vi er mere eller mindre på landet kommer vagtlægen til os (sikke en luksus!), og han undersøger Nohr som smiler, griner og charmerer i stor stil – og hoster. Han hoster og hoster det lille kræ. Vagtlægen siger at det ser fint ud, og jeg er næsten ved at sprænge af glæde over endnu engang at have haft ret, men jeg når ikke at starte sejersdansen før vi får besked på lige at kigge op på børneafdelingen, for han kan godt nok høre at Nohr har en masse slim på lungerne, som han nok skal have lidt medicin for. Og der må jeg sgu indrømme at jeg sank lidt sammen, og pænt pakkede “JEG VIDSTE DET” banneret og flagene sammen igen, og erstattede dem med min seriøse-bekymrede-men-stadig-over-optimistiske-far hat.

Så vi får stoppet ungen i autostolen og ræser afsted i den bil vi har lånt af svigerfar, og ankommer på børneafdelingen kl.lidt-i-lort hvor en mega sød sygeplejerske modtager to trætte forældre, og én utroligt sur baby. Jeg forsøger at mande mig op, og retter ryggen da lægen kommer og går igang med at vende og dreje og kigge på og lytte på vores lille mand, som er stiktosset og bare skriger og skriger imens. Jeg er jo trods alt halvt færdig på læge-skolen og føler at jeg så mindst burde have halvt styr på situationen, men alt mit mandsmod blegner og skrumper da lægen fisker min gamle ærkefjende op af kittel-lommen – Den lille metal kegle man bruger til at kigge folk i ørene med.
Som barn havde jeg næsten konstant problemer med mine ører. Masser af mellemøre-betændelser som førte til masser af ture til ørelægen hvor jeg blev udsat for grov tortur ved at de kiggede mig i ørene. Og de problemer har så fyldt mig med en panisk angst for at andre skal røre ved mine ører. Birgitte kan lige få lov til nøds, men hvis andre kommer i nærheden så stikker jeg halen mellem benene og er over alle bjerge i en sprint. Den frygt har jeg så overført til min søns små bløde ører. Så da lægen lyser Nohr i ørerne skal jeg lige over og se hvad man egentlig kan se ud af vinduet fra stuen, og Birgitte må gi den som solo-forældre i et par minutter.

Men både far og søn overlever øre-ekspeditionen og det bliver bestemt at mor og barn skal blive natten over på afdelingen for at se hvordan slimet i hans lunger udvikler sig. Så klokken 3 om natten skal jeg forlade en skrigende baby og en tyndslidt mor, og selv køre hjem til svigerforældrene for at få 3 timers søvn så jeg kan være på stuen igen hurtigst muligt. Kl.7:30 er jeg så klar til at være store stærke far igen, efter at Birgitte har skulle håndtere en stor-skrigende dreng solo hele natten. Heldigvis er han faldet i søvn da jeg kommer, og resten af dagen forløber rimeligt fredeligt, selv om han stadig hoster og har ondt. Så vi overnatter der efter en dag med panodiler og saltvand i maske, og morgenen efter er vi klar til at tage hjem. Nohr er stadig forkølet og hoster, men han får det stille og roligt bedre, og er sit gamle glade selv som smiler og griner for fulde gardiner.

Nu har jeg så overlevet barnets første sygedag, og jeg føler at jeg er kommet ud stærkere på den anden side. Jeg må indrømme at jeg altid har forestillet mig at jeg ville tage det lidt mere macho-agtigt og være båndet som holdt familien sammen istedet for at bliver slået i gulvet over noget så harmløst som en metal-dims i et øre. Men sådan gik det nu ikke, for det er fandme hårdt at have syge børn – meget hårdere end jeg havde kunnet forestille mig. Hjernen kværner løs, fyldt til randen med virkelige og uvirkelige bekymringer, så der slet ikke er plads til at være et almindeligt sammenhængende menneske samtidigt.  Men det hele endte jo godt, Nohr skal nok blive frisk til han skal døbes på søndag, og jeg er nu bedre forberedt på næste gang det lille pus bliver forkølet.

Så længe han ikke får mellemøre-betændelse. Så kan jeg sgu ikke lige den dag.