Fars Musikalske Hjørne

Far optræder for et tryllebundet publikum

Jeg har altid opfattet mig selv som en meget musikalsk person. Altså ikke sådan på den måde man normalt mener når man siger musikalsk. Jeg kan ikke spille nogen instrumenter (selv om jeg cirka en gang om året har store planer om at NU skal jeg altså lære det!), jeg kan ikke det der minder om godt gehør og kan ikke kende forskel på tonerne, og når jeg synger så er det vidst kun mig som nyder det. Men jeg elsker at synge! Jeg synger hele dagen, tilfældige linjer eller vers som lige falder mig ind, og jeg synger dem højt og med fuld indlevelse – og jeg lover jer, det lyder fuldstændig fantastisk i mit eget hoved. Det eneste jeg elsker mere end at synge er at fløjte. Eller det fortæller folk mig i hvert fald.
Jeg er vokset op med en far som er 2 dele menneske og 1 del sanglærke, så huset har altid været fuldt af fløjteri. Lige fra han kom hjem fra arbejde til han gik i seng om aftenen var der en næsten uafbrudt koncert fra min far, fyldt med evergreens og diverse pop/rock numre fra dengang far var dreng. Jeg har altid elsket det, selv om jeg måske udtrykte anderledes i mine sure teenageår, for det giver sgu en god stemning i huset når far hele tiden udtrykker hvor glad han er. Og den vane har jeg taget til mig. Åbenbart. Jeg lægger sgu ikke selv mærke til det, men Birgitte (og flere af mine venner og studiekammerater) fortæller mig at jeg fløjter så snart der er stilhed. Nogen gange er det da bevidst at jeg beriger folkene omkring mig med mit enorme musikalske talent, men tit lægger jeg ikke selv mærke til det før nogen gør mig opmærksom på det.

Så jeg kalder mig selv musikalsk. Nu er Nohr og Birgitte begyndt til baby-salmesang, så jeg glæder mig til vi skal være en regulær Von Trapp Familie og gå hånd i hånd i mindeparken mens vi i kor synger “Det er sommer det er sol og det er søndag”, og nyder dagen på den der måde som kun folk i gamle danske film forstår at gøre det. Jeg gør i hvert fald mit for at Nohr skal bo i et hjem fuld af sang og glade dage. Den anden aften var han godt gnaven og gad ikke rigtig andet end at råbe og skrige, så jeg placerede ham i højstolen og hev ham med ud i køkkenet så han kunne hjælpe mig med at lave mad. Det er altså for fuld musik når jeg laver mad. Jeg springer rundt, hopper og danser, og i den halve time det tager at smække maden sammen er jeg Freddie Mercury, Michael Jackson, og Kanye West rullet sammen til en person – med telefonen som band, grydeskeen som mikrofon og Nohr som mit tvungne publikum. Og selv om min optræden nok ikke ville sælge mange biletter så var Nohr helt tosset med det. Han smilede og grinede, og kiggede spændt og afventende når der var pause mellem sangene. Han sang endda med da Led Zeppelin kastede sig ud i et break fyldt med “uuh” og “aah” lyde – der var far sgu stolt over sin lille rockstjerne.

Så jeg gør mit for at Nohr selv skal blive glad for musik, og måske også endda begynde at fløjte med en dag. Min eneste bekymring er, at jeg nok er nødt til at skifte sex, drugs and rock’n’roll med ud med Lille Peter Edderkop og Se Den Lille Kattekilling når Nohr bliver gammel nok til at forstå. Ville sgu være lidt træls hvis Nohrs første ord blev fra en af de mindre børnevenlige sange i mit repertoire, som kommer frem når jeg er i mit Gangster Rapper humør. Men indtil den tid skruer jeg bare op for radioen og skråler med på alle de sange jeg kan og ikke kan.

God weekend til jer, vi ses igen næste uge.
– Far