Fars Hjørne – Præstations Angst

Nyt år, ny blog, samme gamle far. Jeg vil gerne starte med at sige tak til alle dem som læser med hver uge, både de nye læsere og alle dem som har fulgt med over fra vores gamle adresse. Det er super fedt at I vil læse med alle sammen.

Nå, nok om det. Efter en ufattelig lang juleferie med indlæggelse, barnedåb, jul, og nytår hvor vi har boet hjemme hos Birgittes forældre i 3 uger er vi endelig hjemme i Århus igen, og er alle tre ved at falde til i hverdagen igen. Birgitte og Nohr var til mødregruppe i onsdags. Jeg eeeeelsker når de mødes med mødregruppen, for det betyder at jeg har flere TIMER for mig selv hvor jeg kan lave lige hvad jeg vil! Kun fantasien sætter grænser for hvad sådan en onsdag formiddag kan bruges på, og selv om der er uendelige muligheder for hvad jeg kan foretage mig ender det altid med at jeg bliver 10 år yngre og bare spiller PlayStation indtil jeg pludselig bliver vækket af dørtelefonen (“Kommer du ikke ned og hjælper med at slæbe ting op?”) og transformeres til en voksen mand og far igen. Efter sådan en halv dag alene hjemme føler jeg mig som født på ny, og så er jeg bare klar til at være super engageret og kærlig over for både kone og barn igen.

I onsdags da Birgitte kom hjem blev jeg dog ramt af den grummeste præstation angst. Altså på Nohrs vegne. Babyerne i mødregruppen kan alt muligt! Den ene af dem har endda fundet sine hænder og stopper legetøj i munden! Bevares, Nohr er da lige på grænsen af at opdage at de hænder der flyver rundt og banker til alt hans legetøj egentlig tilhører ham – han piller ved dem og sutter på tommelfinger så entusiastisk at man skulle tro han fik penge for det. Men det var som om at jeg glemte alt det Nohr kan og alt det han er god til da jeg hørte om alle de andre babyer, og så gik der en fanden i mig. Det kan sgu ikke passe at der er nogen som kan mere end MIN dreng! Så mig og drengen røg direkte ned på legetæppet til en intensiv daddy-bootcamp hvor han blev vippet, rullet, trillet, hoppet, lagt på maven, og på alle andre måde motorisk stimuleret. Nohr synes heldigvis at fars desperate trænings-program var hyleskægt, så vi havde det sjovt hele vejen igennem, og da han var ved at få nok kom hans mor heldigvis og reddede ham så de to kunne hygge sammen med en bog.

Min angst for at Nohr ikke er lige så klog som de andre babyer var heldigvis midlertidig, men jeg synes stadig det er stressende at læse bøger om børns udvikling eller høre historier fra folk med børn i samme alder. Det er utroligt svært ikke at sammenligne Nohrs udvikling med andre, lige meget hvor mange gange min mor, eller Birgitte, eller sundhedsplejersken fortæller mig at alle børn lærer tingene forskelligt. Det er vel en form for præstations angst. Nohr er perfekt i mine øjne, så derfor skal alle andre også synes det. Jeg ved at han er godt med, og kan alt det som en dreng i hans alder skal kunne, men jeg tror jeg har en forventning om at han helst skal være et par skridt foran i sin udvikling, lige meget hvor urimeligt det så end er at forvente. Og det bunder nok i mine egne høje forventninger til mig selv, som også til tider er vokset mig over hovedet og har gjort livet rigtig surt for mig. Jeg har ikke lyst til at lægge pres på Nohr til altid at skulle være bedst til alting, det er ikke sådan man får et glad barn. Det er noget jeg skal arbejde med inden i mig selv, og jeg synes også at jeg har styr på det for det meste, men engang imellem titter usikkerheden frem, og så er det lidt svært at få den tøjlet igen.
Men Nohr er fuldkommen perfekt som han er. Han smiler og griner, og griber efter legetøj og kæmper som en rigtig champ med at få styr på det kæmpe hoved han har fået sat oven på sine forholdsvis små smalle skuldre, og jeg elsker ham over alt på jorden.

Puha, det blev godt nok lidt tung der til sidst. Jeg håber I kunne holde det ud. Nu vil jeg kaste mig ned på sofaen sammen med Birgitte og bebsen og så bare råhygge resten af aftenen. I morgen har jeg igen hele formiddagen for mig selv, og så står den sgu i drengerøvens tegn. For helvede jeg glæder mig.

I må have en god weekend alle sammen, og så håber jeg vi ses igen på næste torsdag
-Far