En tur på børneafdelingen..

Fars Hjørne – Dr. Far på hospitalet

image

Dr. Far udøver medicin, og børnepanodil smager som slik!

Den anden dag var vi alle 3 på besøg hos mine forældre. Efter maden og en 3-4 glas rødvin smed vi os på sofaen, og mens min fars øjne blev blanke og fjerne, og han forsvandt ind i fodboldens verden (Bayern München måske?) fik vi snakket med min mor om Nohrs trivsel. Og der blev pralet for fulde gardiner om hvor godt han sover, hvor godt han spiser, hvor godt han skider – alle de ting som vi andre egentlig er meget bedre til end ham, men det føles lidt som en unfair sammenligning, så vi roser stadig drengen. Midt i vores mindre ydmyge tale fik jeg da også sagt “Vi har sgu ikke engang været til vagtlæge endnu! Vi er totalt cool og rolige forældre, og Nohr er verdens nemmeste baby!”

Hybris(græsk ‘vold, overgreb, overmod’), et vigtigt begreb i den oldgræske forestilling om, at mennesket ved at overskride en usynlig grænse (“begå hybris”) pådrager sig nemesis, gudernes gengældelse.

Så der gik et par dage hvor vi bor hos Birgittes forældre for at starte juleferien tidligt. Nohr er godt nok lidt snottet og hoster en smule, men jeg nægter at lade lidt snot overskygge julehyggen, så jeg slår det hen og ignorerer at der er noget galt. Sent mandag aften får Birgitte mig dog overtalt til at ringe til vagtlægen, selv om jeg i min evige bedrevidenhed hårdnakket slår fast at alting er bedre i morgen. Så fordi vi er mere eller mindre på landet kommer vagtlægen til os (sikke en luksus!), og han undersøger Nohr som smiler, griner og charmerer i stor stil – og hoster. Han hoster og hoster det lille kræ. Vagtlægen siger at det ser fint ud, og jeg er næsten ved at sprænge af glæde over endnu engang at have haft ret, men jeg når ikke at starte sejersdansen før vi får besked på lige at kigge op på børneafdelingen, for han kan godt nok høre at Nohr har en masse slim på lungerne, som han nok skal have lidt medicin for. Og der må jeg sgu indrømme at jeg sank lidt sammen, og pænt pakkede “JEG VIDSTE DET” banneret og flagene sammen igen, og erstattede dem med min seriøse-bekymrede-men-stadig-over-optimistiske-far hat.

Så vi får stoppet ungen i autostolen og ræser afsted i den bil vi har lånt af svigerfar, og ankommer på børneafdelingen kl.lidt-i-lort hvor en mega sød sygeplejerske modtager to trætte forældre, og én utroligt sur baby. Jeg forsøger at mande mig op, og retter ryggen da lægen kommer og går igang med at vende og dreje og kigge på og lytte på vores lille mand, som er stiktosset og bare skriger og skriger imens. Jeg er jo trods alt halvt færdig på læge-skolen og føler at jeg så mindst burde have halvt styr på situationen, men alt mit mandsmod blegner og skrumper da lægen fisker min gamle ærkefjende op af kittel-lommen – Den lille metal kegle man bruger til at kigge folk i ørene med.
Som barn havde jeg næsten konstant problemer med mine ører. Masser af mellemøre-betændelser som førte til masser af ture til ørelægen hvor jeg blev udsat for grov tortur ved at de kiggede mig i ørene. Og de problemer har så fyldt mig med en panisk angst for at andre skal røre ved mine ører. Birgitte kan lige få lov til nøds, men hvis andre kommer i nærheden så stikker jeg halen mellem benene og er over alle bjerge i en sprint. Den frygt har jeg så overført til min søns små bløde ører. Så da lægen lyser Nohr i ørerne skal jeg lige over og se hvad man egentlig kan se ud af vinduet fra stuen, og Birgitte må gi den som solo-forældre i et par minutter.

Men både far og søn overlever øre-ekspeditionen og det bliver bestemt at mor og barn skal blive natten over på afdelingen for at se hvordan slimet i hans lunger udvikler sig. Så klokken 3 om natten skal jeg forlade en skrigende baby og en tyndslidt mor, og selv køre hjem til svigerforældrene for at få 3 timers søvn så jeg kan være på stuen igen hurtigst muligt. Kl.7:30 er jeg så klar til at være store stærke far igen, efter at Birgitte har skulle håndtere en stor-skrigende dreng solo hele natten. Heldigvis er han faldet i søvn da jeg kommer, og resten af dagen forløber rimeligt fredeligt, selv om han stadig hoster og har ondt. Så vi overnatter der efter en dag med panodiler og saltvand i maske, og morgenen efter er vi klar til at tage hjem. Nohr er stadig forkølet og hoster, men han får det stille og roligt bedre, og er sit gamle glade selv som smiler og griner for fulde gardiner.

Nu har jeg så overlevet barnets første sygedag, og jeg føler at jeg er kommet ud stærkere på den anden side. Jeg må indrømme at jeg altid har forestillet mig at jeg ville tage det lidt mere macho-agtigt og være båndet som holdt familien sammen istedet for at bliver slået i gulvet over noget så harmløst som en metal-dims i et øre. Men sådan gik det nu ikke, for det er fandme hårdt at have syge børn – meget hårdere end jeg havde kunnet forestille mig. Hjernen kværner løs, fyldt til randen med virkelige og uvirkelige bekymringer, så der slet ikke er plads til at være et almindeligt sammenhængende menneske samtidigt.  Men det hele endte jo godt, Nohr skal nok blive frisk til han skal døbes på søndag, og jeg er nu bedre forberedt på næste gang det lille pus bliver forkølet.

Så længe han ikke får mellemøre-betændelse. Så kan jeg sgu ikke lige den dag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En tur på børneafdelingen..