Rullekebaby

Fars Hjørne – Lidt om lort

image

Inden jeg sætter mig ned for at skrive, her på en høj-hellig torsdag aften, har jeg lige husket at tjekke mine hænder, fingre, og under neglene for om Nohr måske skulle have efterladt mig et lille gult minde om vores sidste seance på puslebordet for bare 5 minutter siden. Det er nemlig en af realiteterne her i mit nye liv som Far: Der er altid risiko for lort. Som en ildelugtende ninja forsøger det at snige sig ind på mig og sætte sit spor på mit tøj, min computer, og på gulvtæppet. Så jeg synes selv jeg er blevet skarp til altid at holde godt øje med den lugtende listetyv og sørge for at den kun havner i bleen hvor den har hjemme.

Da Nohr blev født var jeg hurtigt til at springe på ble-skifte-tjansen. Birgitte opførte sig med det samme som den fødte mor – som om hun havde gjort det hele 100 gange før. Hun var fuld af omsorg og kærlighed og virkede til at have styr på alting med pasning og fodring. Så som mit forsøg på at hjælpe med at lette byrden af amning og alle de andre mor ting meldte jeg mig hurtigt og frivilligt til at holde styr på Nohrs nedre regioner. Jeg indrømmer gerne at jeg i løbet af graviditeten havde overvejene negative forventninger til den del af baby pasningen, men det ændrede sig meget hurtigt da jeg som stolt far med tårer i øjnene gav min mindre-end-en-time-gamle dreng sin alleførste ble på. Efter det har hvert ble-skift været en skøn oplevelse.

Der er noget helt specielt over at stå bøjet ind over puslebordet hvor den lille fyr ligger og sparker helt vildt med benene fordi han har fået lov til at have 2 minutters fri røv. Det er sgu kvalitets-tid i den pureste form. Et par minutter hvor alt andet er lagt til side, og det bare er mig og ham (og nogen gange mor). Så får vi rigtig snakket, grinet og sunget, og ja et par af fars svedige rap-vers bliver det da også til engang imellem. Så ser vi stort på om Nohr pisser på min trøje eller laver en ordenlig klat på puslepuden så snart han får bleen af – vi nyder bare hinanden. Og faren for pølle-angreb er da også blevet mindre som Nohr er blevet ældre og nu kun kvitterer ved kasse 2 en enkelt gang om dagen.

Det er sgu også lidt sjovt at skulle skifte ble i marken. Når jeg kæmper mig igennem masserne og ud i Sallings puslerum med den store grå “unisex” pusletaske slynget over skulderen føler jeg mig lidt som en moderne Clint Eastwood. Ingen er sikre når jeg håndterer babyen med den ene hånd, mens den anden kaster omkring sig med bleer, vådservietter, zink-salve og stofbleer. En rå rendyrket gun-slinger, bare med lort istedet for kugler.

Og som jeg skriver disse sidste ord hører jeg kanonerne brage i den anden ende af sofaen, og mærker duften som signalerer mig til kamp. Nu vil jeg slynge min lille partner over skulderen og ride mod slaget – mod solnedgangen og drømmen om en ren og tør røv.
Fortsat god torsdag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rullekebaby