Drømmer om til Lillemanden

Positive oplevelser og smil der smitter

I fredags havde jeg en af de dejligste oplevelser jeg længe har haft.

Jeg tog en propfyldt bybus ind til Park Allé i Aarhus, og sad i mine egne tanker, da chaufføren tog mikrofonen og talte til passagerne.

Han startede med at fortælle os hvor mange smukke piger der var i bussen lige nu. Folk omkring mig trak lidt på smilebåndet, men chaufføren var ikke færdig endnu. Han begyndte at filosofere over hvad der mon ville ske hvis vi var tilbage i 50’ernes USA og en ung mand steg om bord på bussen og så alle de kønne unge piger. Nogle folk smilede lidt, mens andre prøvede af bedste evne at ignorere den stor-snakkende chauffør, men det blev rimelig svært da chaufføren fortæller os at en ung mand i 50’erne nok ville have bedt om mikrofon og sagt… Og her kastede chaufføren sig ud i en livlig gengivelse af Hank Williams’ gamle swing nummer “Hey good lookin'”. Må sgu indrømme at jeg blev rimelig overrasket – men på den gode måde. Det samme blev alle de andre passagerer, som smilede og grinte, og drejede nakken af led for at få et glimt af den syngende chauffør. Han sluttede sangen af med at sige: “Så er den festuge vist også skudt igang”, hvilket resulterede i velfortjent hujen og klappen, som lige nåede at stilne af før han holdte stille på Park Allé.

– Jeg lover, at der var ingen som steg af den bus i dårligt humør.

Jeg var høj på oplevelsen et godt stykke tid, og det fik mig til at tænke på, hvor fedt det er, når en buschauffør, som de fleste i bussen ikke ville have ænset, pludselig gjorde alles dag lidt bedre. Man må sige at han bevægede sig langt ud over hvad der stod i hans jobbeskrivelse, og med et super positivt resultat.

Hvad nu hvis vi allesammen bevægede os lidt mere ud over vores jobbeskrivelse, eller vores egen snude. Vi behøver ikke kaste os ud i noget så modigt og grænseoverskridende som at synge, men bare sende et lille smil til dem som passerer os. Det kan vi både gøre som buschauffør, passager, fodgænger, kassedame eller hvad ved jeg.

Det siges at smil smitter, og det passer! Det er ikke noget de har fundet på! Så tænk på hvor langt det kan føre, hvis du smiler til en, som smiler til en den næste osv.. Mange mennesker ville få en lidt bedre dag, og alt det har kostet er et smil.

Jeg smiler altid til buschaufføren og til kassedamen i Super Best, men jeg vil forsøge også at smile til lidt flere af dem jeg møder på gaden, og se om ikke de smiler igen.

– Det kan da ikke skade at prøve, så stort smil herfra!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Drømmer om til Lillemanden