Bryllup en rettighed?

Jeg blev forleden mindet om et gammelt afsnit af TV3’s Luksusfælden, hvor konen argumenterer for, at det er en ret at få sit drømme bryllup, også selvom pengene ikke er der til det. Og lige nu går folk landet over i spåner over at de ikke fik fingrene i en vase. Jeg ville også gerne have haft vasen, men ikke længere. Den er for mig blevet et symbol på desperation, og det ødelægger altså lidt fornøjelsen.

Jeg er.. facineret..? over den forkælede indstilling som folk har. Jeg har også købt nogle luksusting til baby, men fordi jeg sparede pengene et andet sted, og ikke fordi jeg mener at det er min ret at få det jeg peger på.

Selv havde vi det mest vidunderligt bryllup i foråret. Det var arrangeret så vi kunne betale det med vores SU, uden at skulle låne en krone. Der er ikke noget som helst vi ville have ændret. Vi tilbragte dagen sammen med de mennesker der betyder aller mest, og det bedste af det hele – vi sagde ja til hinanden. Jeg tror ikke at noget kunne have gjort det øjeblik større end det var.

Udover behovet for et stort bryllup – fint for mig hvis man har pengene til det – så er det da sørgeligt at starte et ægteskab med at stifte en kæmpe gæld. Det ender jo med, at hvad der skulle have været den bedste dag i éns liv, kommer til at give én langt flere bekymringer end glæder.

Jeg er godt klar over at nogle er meget uenige med mig i det her. Og jeg er heller ikke selv nogen helgen, men jeg synes efterhånden at vi danskere er ved at blive lige lovligt forkælede, hvis vi ikke har større problemer end at få det vi peger på. Det er altså sørgeligt. Penge og ting betyder jo ingenting i længden, det der betyder noget er de mennesker vi er sammen med, og det bør der aldrig være nogen tvivl om.